Tro om igen

Iben Maria Zeuthen er vært på “Tal til mig”, et program på P1, hvor ugens gæst bliver interviewet om “det øjeblik, der blev afgørende for hans eller hendes tro”. I marts er der foreløbigt to episoder, én med musiker og sangskriver Katrine Muff Enevoldsen og én med filminstruktør og forfatter Daniel Dencik. Fælles for begge gæster er, at de har måttet bryde med eller omkalfatre deres barndomstro. 

“At tro om igen” er noget, der optager mig, fordi jeg selv har erfaret det. Fra en opvækst som anglikaner bevægede jeg mig ind i mere karismatiske cirkler som teenager. Efter en periode med afstandtagen til organiseret religion har jeg langsomt fundet tilbage til kirken – nu den danske folkekirke. Men uden at føle, at jeg nødvendigvis skulle tro på alt, hvad der bliver sagt.

Nogle gange hænger dele af barndomstroen fast på uhensigtsmæssige måder. Specielt hvis der er blevet prædiket dom og fortabelse. Her kan erfaringer høstet gennem drømme føre til en dybere integration af personligheden. En af mine klienter, lad os kalde ham N, var opdraget strengt med en mor og bedstemor, der hver på deres måde havde et fordømmende kristendomssyn. Resultatet var at N kom i tvivl om frelsen. En nat drømmer N følgende:

Jeg drømmer, at jeg står foran et stort nedslidt industrianlæg. Det fungerer ikke længere. På gavlen står navnet på virksomheden, men mange af bogstaverne er ødelagte, man kan ikke læse dem. Jeg går rundt om anlægget. For enden af bygningen er der nogle lokaler, der virker nyrenoverede og pæne. Over døren er der to bogstaver fra det oprindelige anlæg, der er pudset op. Der står GK. Jeg ved ikke, hvad bogstaverne står for. Nu kommer tre piger gående hen imod mig og jeg spørger dem om de ved noget om lokalerne. De siger, at bogstaverne står for Guds Klub. Og klubben åbner i morgen, alle er velkomne, også mig. Jeg glæder mig!

Det er bemærkelsesværdigt, at kirken i drømmen er gjort tilgængelig, nærmest verdslig. Bygningen er ikke en katedral, men et industrianlæg. Lokalerne er ikke en kirke, men en klub. Der er ikke tale om tre engle, men tre piger. Og klubben er for alle. N har oplevet dette i sin drøm, har erfaret dette, og det er mere overbevisende for ham end nok så mange prædikener. 

For Katrine Muff Enevoldsen bidrog Hans Anker Jørgensens salmer til en revurdering af troen. For Daniel Dencik kom den jødiske mystik til hjælp. For N er drømme af stor betydning, og sådan er det også for mig. 

Hvis du hænger fast i et fordømmende syn på dig selv eller på livet, så kan en mulighed være, at du arbejder med drømme. Læg en blok og blyant ved siden af sengen, og spørg dine drømme, om de kan være behjælpelige med en afklaring. Vær lidt tålmodig, og din underbevidsthed kan bidrage med en løsning, som ikke kun er tænkt, men oplevet. Så kan du tro om igen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *